Der har været lidt stille herinde på bloggen den sidste måneds tid. Det er der flere grunde til. Jeg har været I New York (på endnu en ferie..Så tror jeg vi stopper frøken Hart!). 3 dage efter jeg kom hjem, skulle jeg opereres og have lagt en expander ind. En expander er et aggregat, som gør klar til sili-babsen, ved at man kan sprøjte saltvand ind i den  løbende, og så kan huden udvide sig langsomt. Det fik jeg altså gjort i fredags. Selve operationen var lidt træls. Anestesilægen kunne ikke stikke i mig. Mine årer på armene var umulige, som var jeg en junkie. Det skete først ved 5 forsøg fordi nålen ikke ville trænge ind i mine kar (de er gået i oprør de blodårer-de har fået NOK efter 5 mdr med kemoshots).

Da jeg vågnede skulle jeg have haft besøg, men opvågningsafdelingen var ikke i sync med der hvor jeg var indlagt, og derfor ventede min gæst 2 timer og fik af vide at jeg STADIG var under kniven, mens jeg lå mutters alene nede på opvågningen med en sur sygeplejerske. NOT SO NICE (er godt klar over at det ikke er hendes skyld, men nedskæringer, travlhed og stress, men det gik altså lidt ud over mig lige dér.) Så der lå jeg. I en morfinrus der var aftagende, følte mig alene og havde ONDT. Det var først da jeg begyndte at tude at hun ville give mig mere morfin (Onde, onde dame ;))

Endelig da jeg blev kørt tilbage til stuen, gik det MEGET bedre. Efter nogle timer kom kirurgen op, og jeg var klar til at tage mit gode tøj og tage til Vesterbro. Hun grinede af mig. “Du skal ligge her mindst et par dage Louise”. What?. Det var jeg absolut ikke forberedt på. Jeg var faktisk meget på tværs. Jeg havde sgu da ikke tid til at ligge i en sygeseng! Hun var jo slet ikke klar over hvor mange planer jeg havde. Men der var ikke meget at rafle om. Så sådan blev det.

Jeg blev installeret på et rum med en storslået udsigt på 10.etage. Min ven Sebastian Klein kom forbi med sin nye bog. En veninde kom med sushiorgie. En anden veninde kiggede forbi med sladder fra weekendens fester. Min personlige sygeplejerske Anna (Åh Anna-what a girl!), forkælede mig med mad og snacks konstant og god sort humor ikke mindst. Og jeg lå bare og sugede til mig og rørte ikke en finger. SÅ inaktiv har jeg ikke været, i hele mit kemo forløb. Og jeg må indrømme. Det var tiltrængt. Og meget meget rart.

3 dage uden madlavning. Opvask. Tanker om make up og tøj (jeg havde hvid sygehus uniform og absolut ingen make up eller paryk på). Altså ingen krav til Louise fra Louise. Og det gode ved indlæggelsen var jo at jeg ikke var syg. Bevares, lidt smerter, men der blev ikke skortet på morfinen. Jeg ER jo ikke syg længere. Nu er det jo bare det kosmetiske der skal op og spille igen. Jeg skal have 2 forhåbentligt nogenlunde éns bryster.

De næste 3 uger skal jeg holde mig i ro. Jeg må ikke få pulsen op eller løfte ting over et kilo. Jeg må ikke få venstre arm op over skulderhøjde. Jeg må ikke kramme eller krammes altfor hårdt, eller overanstrenge mig på nogle måder.  I 6 uger må jeg ikke cykle. (Say what?). Og så skal jeg gå med denne her særligt formede, altfor stramme (ikke stram på den sexede måde) BH i 6 uger. Dag OG nat. Den skal holde det hele på plads, og sørge for at der ikke dannes væske. Oh well… Jeg skal ikke pive. Det er jo vinter. Og nu skal den stå på oversize sweatre og lange gåture. Men jeg kommer nok også til at snige en lille cykeltur ind hist og pist. WHAT a rebel 😉