Har siddet og kigget på billeder. Og det føles som flere år siden at jeg var en langhårspige. Det føles som et andet menneske. Et andet liv. Men det var det jo også. Der er sket en helt masse. Både udenpå, men bestemt også indeni. Og jeg vil sige. Frygten for at tabe håret og blive skaldet, har været sværere at kapere, end selve det at blive det.

Nu har jeg hår igen. Og jeg havde ALDRIG haft modet til at blive korthåret før alt det her. Så på en måde, er det held i uheld. Nu prøver jeg alverdens frisurer, inden jeg jo nok bliver en langhårspige. Igen.

Men for nu nyder jeg det. Det nemme korte hår. Min awesome dygtige veninde, Line Nowak, studser mig ved ørene ca hver 2. uge (Hvilket er en skide god undskyldning for at drikke kaffe og sladre!), men udover det, rører jeg ikke mit hår overhovedet. Så det kunne jo ikke være nemmere. Jeg er også begyndt at slippe tanken om at jeg ligner en dreng. Det følte jeg meget i starten. Men jeg ser anderledes ud.  Og det er sgu meget godt.

Har samlet et lille galleri af mig og mine looks over det sidste halve år. Der er lige 1-2 billeder hvor jeg nærmest ser lidt uhyggelig ud. Det var vildt at finde de billeder. Havde glemt dem. Fordi jeg var så konsekvent med at tage paryk og vipper på gennem forløbet. Men her er beviserne. Jeg HAR lignet en kræftpatient. Og nej, det er ikke kønt. Men det er livet. Og sådan er det også. Grimt og uhyggeligt. Men jeg er rask nu. Og det er bare så pisse opturs fedt, nice og lækkert! Og jeg er den gladeste 1- brystede korthårsdame på Vesterbro!