Der har været stille herinde. I know. Er ved at prøve at lande på mine fødder efter en tur i en ordentlig rutchebane. Det er vist ikke helt sket endnu. Men jeg øver mig. Har dog været lidt forskellige ting omkring som fx: alt for meget arbejde, opkvikkende piller, og senest og bedst: Vejrtrækning, og meditation.

Jeg har de sidste par måneder med få dages mellemrum gået og mærket på mit højre (og raske bryst), Og har kunne mærke dem. De små knudrede ting. Og mest af alt. Den ene lille knude som er særligt hård. Jeg har prøvet at glemme det. Tænke på noget andet, og været overbeskæftiget med spændende arbejds opgaver.

Den 4 april gik den så ikke længere. Jeg skulle til min første mammografi siden jeg fik fjernet mit bryst for snart et år siden. Og jeg var rædselsslagen. Sagde det ikke til nogen og negligerede det. Det skulle bare overstås. Den forfærdelige besked, som jeg vidste jeg skulle op til. Igen.

Men jeg forberedte mig. Tænkte. Fuck det. Så fjerner de højre bryst, jeg bliver symmetrisk og alt skal nok gå. Min første kemo var ikke så slem så en gang kemo mere skal jeg nok overleve .

Først kom jeg op til mammografisten. En ung pige. Hun satte mig hen til den velkendte maskine. En slags kopimaskine for babser. Man stikker sine bryster  ind i den og den presser dem sammen så de bliver helt fladmaste. Derefter ind til gutten med ultralydsscanneren.

Det var den samme pisselækre mand i start 50’erne. Sådan lidt Pierce Brosnan agtig type, og helt klart i “ku godt” kategorien. Og det var altså den selvsamme mand, som fandt ud af at jeg havde 2 knuder i venstre bryst og skulle have det fjernet, der for ca et år siden.

Han tog den klare creme frem, og smurte ud over mit højre bryst og kørte scanneren frem og tilbage. Jeg lå og holdt vejret og prøvede at fokusere på hans smukke isblå øjne, og tænkte om han mon var gift. En rynke kom frem i hans pande. Og han kørte scanneren frem og tilbage over samme sted. “hvorfor ser du bekymret ud”, spurgte jeg febrilsk. Han smilede. “Undskyld, jeg er bare koncentreret”. Resten af tiden smilede han. han tørrede cremen af.

“Louise. Der er ikke noget at se”. HVAD? Jamen, hvad med alt det jeg kan mærke?

“Det er en meget naturlig reaktion at føle man kan mærke alt muligt. Et bryst er jo et knudret væv. Men du ser helt fin ud. Du kan ånde lettet op”

Jeg havde lyst til at kysse ham. Åhhh Pierce Brosnan. Verdens bedste nyhed. Og jeg som havde haft så ondt i maven og ikke havde sovet de sidste 2 nætter.

Så nu er jeg altså rask! Rask? er jeg virkelig det? Tør jeg virkelig sige det. Ja. Gu fanden tør jeg det.

Next op er operation silikonebryster. Og det er om 1 uge !! Den 3 maj bliver jeg indlagt. Den selvsamme dato som jeg fik fjernet brystet sidste år. Om halvanden uge er det overstået. Cirklen er sluttet.

Kan ikke beskrive hvor meget jeg glæder mig til at gå ud og købe nye bluser, undertøj og ikke mindst BIKINIER! Kom an sommer, kom an liv, kom an eventyr. Jeg tror på at min tid snart kommer. Til det hele.

 

Har stadig ikke vænnet mig til at være korthårspige. Det sker sgu nok heller ikke. Tilgengæld vokser garnet med rekordfart.