Idag bliver jeg 38. Det er jo for vildt. Hvis nogen for 10 år siden havde fortalt mig at jeg på min 38 års fødselsdag ville være nylig cancer survivor, korthåret, brystopereret, single og barnløs, ville det have lydt VIRKELIG deprimerende. Og alligevel sidder jeg her. PÅ en kold, blæsende tirsdag d. 9 maj hvor jeg deler fødselsdag med bla C.V Jørgensen og Billy Joel, og smiler.

Fordi. Livet er godt. Det er det altså. Det har ikke været godt hele vejen igennem. Men lige nu giver det hele altså ret god mening.

I torsdags blev jeg opereret. Mødte ind kl 8 og var knap nok krøbet i sygehusuniformen før portøren kom 8.30 og kørte mig på operationsstuen. Jeg fik genoptegnet mine sprittuschstreger af kirurgen Rikke, og hende og hendes med-kirurg gik ud af rummet så jeg kunne få et ordentligt skud anæstesi. Altså. Narkosen skulle jo holde de 3 timer operationen skulle vare.

Første gang jeg skulle i narkose nogensinde for 3 år siden synes jeg det var SÅ skræmmende. At forsvinde  på den måde. Men er faktisk begynde at elske det lidt. Bare at være helt væk, uden at drømme og vågne til en ny virkelighed. Min ting er at jeg synger mig i søvn. Det synes sygeplejerskerne er ret hyggeligt kan jeg mærke. Lidt det samme når de stikker mig. Hvis det er en stor nål, jeg ved der gør ondt, så får de en lille operette. Det gør at jeg glemmer smerten og får folk til at smile. Det kan altså noget.

Så altså. Efter 3 timer vågnede jeg. De valgte at jeg var frisk nok til at ryge direkte op på min stue og opvågningen blev droppet.

Godt groggy blev jeg kørt op. Og der sad han sgu. Min far. Han var der. Første gang i hele mit forløb. Fordi han selv har været kræftsyg. Og meget mere syg af kemoen end jeg var . Jeg var lige ved at begynde at tude da jeg så ham.

Inde på stuen frøs jeg. Som et lille espeløv rystede hele min krop. De kom med 3 dyner men jeg rystede videre. De flyttede mig hen til vinduet og skruede helt op for radiatoren. Min far satte sig ned og begyndte at masere min ben. Det fik mig til at slappe af. Nu var rollerne igen på plads. Tænk sig. For et halvt år siden lå min far på Herlev og rystede. Med sin lille spinkle krop. Han havde feber. Og ekstra dyner hjalp heller ikke dengang. Jeg tog min paryk af, og lagde mig ind til ham. Isse mod isse. Kind mod kind. Og varmede hans krop. Det fik ham langsomt til at falde til ro og han faldt i søvn, og jeg listede mig ud. For et halvt år siden var kemoen ved at slå min far ihjel. Derfor droppede de at give ham mere. Nu er han erklæret rask. Ligesom jeg

Massagen fik mig til at slappe af. Han fik også bestilt noget mad. Jeg var fastende og havde en glubende appetit. Fik onduleret en gang boller i karry på meget kort tid. Og så begyndte mine øjne at falde i. Min far listede ud.

Nogle timer efter kom kirurgen. Hun strålede og sagde at det var gået så godt. Og så pakkede hun dem, sgu ud! Jeg troede der ville gå LANG tid før jeg kunne se dem. Men der var de! 2 babser i den fineste lille størrelse som passer PERFEKT til mig. Altså den ene har jo en brystvorte og den anden får først om 3 mdr, når vi ved præcis hvor den skal sidde. Men for fanden! Tænk sig al den tvivl jeg har haft. Hvorvidt jeg skulle være Amazone eller silikone! Pludselig gav det HELE bare mening! ELSKER mine nye bryster! Virkelig! Og ja, de er unge og spændstige og alt er BARE godt!

Så selvom alt virker en anelse deprimerende. Så er der alligevel meget at fejre. Så det vil jeg gøre. Fejre mig selv og mine nye attributter, C.V Jørgensen,  Frankrigs nye Macron, alle de dejlige mennesker i mit liv, og alle jer dejlige mennesker der har læst med på bloggen og opmuntret mig med søde beskeder og virtuelle håndtegn det sidste år. Det har betydet alt! Tak for jer.

 

Før operationen