Nu er det over 3 uger siden jeg fik lavet sili bryster, og det er forbløffende så hurtigt jeg har vænnet mig til de nye attributter må jeg sige. Bevares, de må ikke rigtigt pakkes ud helt endnu (Skal være iført en art sports bh med en meget stram slags sele henover der holder implantaterne nede på plads). Men jeg har nu alligevel ikke kunne dy mig med at pakke dem ud og ind i en meget nedringet sommerkjole, så INGEN på vesterbro har været i tvivl om at babs og nutte har haft brug for at blive luftet!

Sagen er jo, at da jeg skulle holde møde med kirurgen og fortælle hvilken størrelse og form de skulle have (JA; jeg måtte godt vælge en Linse model hvis jeg havde lyst!- det gjorde jeg dog IKKE), og til mødet sagde jeg ligeud; Når jeg nu er havnet i denne her lorte situation og har mistet et bryst, så må du altså gerne sørge for at jeg får de GLADESTE babser. Altså de skal stritte. “Det kan vi sagtens”, sagde min højtelskede kirurg Rikke, og som sagt, så gjort. Jeg har fået en helt perfekt c skål som er en anelse større end før. Den store forskel er formen. Hvor de før var dråbeformede, er de nu runde, og sidder ret så højt.

Nu lyder det hele rosenrødt og som om jeg bare har fået de vildeste bryster og alt er godt. Men altså.

Mit ene bryst som er mit rigtige bryst, er virkelig flot. Det er løftet og er stadig blødt og jeg har stadig min egen brystvorte.

Det venstre som jeg fik fjernet, har fået et implantat på 250 ml. Det er hårdt. Sten hårdt synes jeg. Og uden brystvorte. Så de er altså ikke helt ens endnu. Men det er der altså råd for.

Min kirurg har i sinde at finde det sted på min krop hvor der er mest fedt (jeg tænker lårene), så hapser hun en 50 ml og smider i venstre bryst. FAGRE PISSE NYE VERDEN. Det er jeg sgu imponeret over. Og i samme ombæring får jeg en brystvorte sat på, og farven blir tatoveret af en særlig brystvortetatovør som åbenbart ikke beskæftiger sig med andet.- Hvad giver du mig??

Så om 3 måneder har jeg 2 bløde bryster, ny brystvorte (som naturligvis bliver helt ufølsom, meeeeeen har mange andre erogene zoner på den bette krop). Og så er det her overstået, sådan for realz!

Har iøvrigt en stor nyhed som jeg glæder mig helt vildt til at dele med jer på fredag. Wuhuuuu!