For første gang i flere måneder, har jeg igen lyst til at skrive herinde igen. Jeg har ikke haft en følelse af at være tilstede i min egen krop. I de 6 mdr jeg var i kemo, gik jeg og ventede på den store nedtur. Den kom ligesom bare aldrig. Der gik lang tid.

 

Men så en dag ramte det. Lige pludselig. Et par måneder efter jeg havde afsluttet kemo. Det var februar. Koldt, mørkt. Jeg havde noget mærkelig kort hår og kunne ikke kende hende der kiggede tilbage på mig i spejlet. Jeg var træt hele tiden. Og så meldte den sig. Tomheden. Den kæmpe sorg over det der var sket. Følelsen af ikke at vide hvem jeg er længere. Hvor jeg skal hen. Og hvem jeg skal det sammen med. At være 38 år gammel, alene uden ret meget familie tilbage. Ensomheden. Men jeg nægtede at lægge mig ned. Min overlevelsesmekanisme, som så mange gange før, var at knokle løs. Lave min musik, skrive på en bog, skrive manus til nye børneprogrammer, designe turbans til kvinder med kræft og endnu flere ting, jeg ikke vil  kede jer med her. En veninde sagde på et tidspunkt, at det virkede som om jeg havde ligeså mange timer i døgnet som Beyonce 🙂

Havde så mange projekter, og for at få overskud til det hele tog jeg piller. Det skal lige nævnes, at jeg aldrig har været afhængig af nogetsomhelst. Har ikke engang røget en cigaret nogensinde.  Men det blev jeg. De opkvikkende piller jeg havde fået fat i på det sorte pillemarked virkede. De gjorde at jeg kunne arbejde, min hjerne kørte hurtigt, min selvtillid blomstrede på trods af det ændrede udseende.

Men så crashede jeg. For 2 mdr siden. Jeg sad på en bænk på gl kongevej og græd og græd. Kunne ikke kende mig selv længere. Eller mærke mig selv. Og jeg vidste godt hvad der skulle ske. Jeg skulle af med de piller. Og skære alle de projekter fra som ikke var rigtigt vigtige. OG give mig selv et fucking break. Så det gjorde jeg. Jeg gav mig selv den bedste gave nogensinde, og hyrede en personlig træner. (Hun hedder Britt Schou til dem der er interesserede). Hun er psykomotorisk uddannet, og ved altså både en masse om hvordan kroppen og sindet hænger sammen. Så nu fokuserer jeg udelukkende på min musik. Jeg træner minimum 3 gange om ugen, og sover når jeg er træt. For det er jeg. Og det kommer jeg nok til at være et stykke tid endnu. Men Åh.. Jeg synes det her liv er så dejligt, og spild af tid at gå og være trist og træt. Men måske ER der bare nogle tårer der skal grædes ovenpå sådan en omgang. Måske er det uundgåeligt?

De sidste par uger har jeg gået og lavet musikvideo til “Ikke et hjerte”. Først prøvede jeg at lave den i et studie, hvor jeg var stylet med en masse sminke hvor jeg står og vrikker med numsen. Men da jeg så nogle af optagelserne, føltes det bare slet ikke rigtigt. Jeg er altså ikke Medina.

Så nu har jeg lavet den med min iphone. Og så har klipperen, Rasmus filmet lidt med et rigtigt kamera. Meget lidt. Men det hele bliver meget håndholdt, ægte og ikke mindst, MIG. Og uden makeup! Den kommer sidst på ugen.