Jeg troede faktisk at det med at blogge var et overstået kapitel for mig. Og det er det måske også. Måske er dette et enkeltstående indlæg. Men jeg føler i hvert fald, at jeg stadig har en masse på hjerte.

De sidste 2 år har været skøre. 2016 var det “nemmeste”. Mens jeg stadig var syg og i behandling. 2017 har været det sværeste år i mit liv. At finde mine ben igen. At lære at gå på nye ben. At finde ud af hvem jeg er , og hvad jeg skal med det her liv.

Jeg har følt mig altopslugende ensom.

Mennesker der var der mens jeg var i kemo, er faldet fra. Jeg har fundet ud af hvem mine rigtige venner er. Som kan lide mig både når jeg er sjov i en rød paryk. Og når jeg er mindre sjov med kort hår og mascara ned af kinderne.

Den depression jeg fik efter det sidste skud gift var givet, er den værste jeg nogensinde har prøvet.  Jeg røg ud i et misbrug. Var i tvivl om alt. Selv, om jeg havde lyst til at leve. Og nu hvor blodet er begyndt at komme tilbage i mine kinder, og livslysten er tilbage på menuen, kan jeg se HVOR gralt det har været.

Sådan skal ingen have det. Og derfor vil jeg gerne fortælle min historie. Min kræft historie har inspireret en masse andre. Det kan jeg se på daglige mails jeg fik. De kommer stadig. Og jeg er taknemmelig over at jeg med min historie har kunne hjælpe andre i lignende situationer.

Jeg har indviet jer i min sygdom. Men jeg vil også gerne fortælle om kampen tilbage til at blive et helt menneske.

Jeg er der stadig ikke helt. Men jeg er på vej.