For det ønsker jeg ikke for nogen. Ikke engang en dum ekskæreste, eller Donald Trump. Ok. Måske lidt Donald Trump. Men altså.

Ensomhed er nok een af de værste og mest tabuiserede følelser der findes. Hvis man er ensom siger man det endelig ikke højt. Det er skamfuldt. Skamfuldt at være alene, og ikke have en masse venner. Ikke at føle sig elsket af sin familie eller sine nærmeste.

Og alligevel, selvom det er så skamfuldt at sige højt, så bliver ensomhed en større og større grundfølelse hos mange mennesker. Endda også unge. Faktisk mange unge.

Jeg er ikke specielt ung, men jeg kender til ensomhed. Den slags ensomhed, hvor jeg har  ligget i fosterstilling og grædt, mens jeg har kigget på billeder af lykkelige familier og venner der har siddet til middagsselskaber og skålet og grinet på de sociale medier.

Når jeg har pippet lidt om det til mine venner har standardsvaret været:

Du kan da bare ringe! Du har da SÅ mange venner! Sådan een som dig kan da ikke være ensom?

Jo. Det kan jeg faktisk godt. Og jo, det har jeg været. Altfor meget og altfor længe.

Og man kan også sagtens være ensom i andres selskab. Hvis man ikke kan sige hvordan man i VIRKELIGHEDEN har det.

Så. Med det her blogindlæg vil jeg bare sige. Jeg hedder Louise Hart. Jeg har haft ensomhed som en grundfølelse lige siden jeg var barn.  Også selvom jeg har mange venner og et kæmpe netværk. Lige nu hjælper min hundehvalp og sommeren på sagerne. Men jeg ved også godt at alene-følelsen flyder i mine årer, og jeg skal være ekstra opmærksom på ikke at isolere mig, når Frøken Vinter banker på døren.

Så til alle jer der kender ensomhedsfølelsen derude; I er ikke alene!