Farvel København

Og tak for 21 dejlige år.

Var det dét? Var det virkelig dét?

Jeg har været i sommerhuset “Hartwood” de sidste 2 måneder. Lige siden jeg erhvervede det 15 juni. Det bedste jeg nogensinde har gjort. Næsten i hvert fald.

Og lige føles det som om jeg aldrig kommer tilbage til stenbroen igen.

Bevares. Den danske sommer har gjort sit for at charmere parisernumsen ud af min buks. Og med succes. Men selv de få dage det har regnet, har jeg elsket det. En kævel i brændeovnen og en god bog. Jow tak.

At vågne til fuglekvidder. Tage de bløde bukser på og være ligeglad med makeup, ambitioner og fedtet hår. Gå ud i haven og sige hej til mine æbletræer, sommerfuglene og hjortelorten fra rådyrets faste natbesøg. Se min hund kaste sig ud på græsset, og sprinte rundt.

Gå min faste rute gennem skoven ned til havet. Møde mennesker man taler med. For det gør man heroppe. Ellers er man sær. I København er det omvendt.

Køre til min hemmelige grøntsags pusher, som lige har hevet et spidskål op af jorden, og gå hjem og stege det i smør og hælde lidt citron, parmesan og ristede mandler udover.

Ok. Nu stopper jeg med at lyde som en ejendomsmægler. Der er også nogle ulemper.

Mit hus er en cigarkasse. Om en måned bliver her tæskekoldt. Der skal fyres konstant hvis jeg skal kunne holde varmen. Eller jeg skal få mig en af de der fancy varmepumper der kan varme huset op med en sms hvis man er inde i byen.

Det tager 45 min til København i bil. Hvilket er helt ok med mig faktisk. Men man mødes ikke lige med folk til en hurtig kaffe. (Dog vil jeg sige at jeg har haft mere besøg i mit hus de sidste 2 måneder, end jeg har haft i min lejlighed de sidste 5 år).

Jeg troede jeg var en bypige. Men mere og mere går det op for mig, at jeg nok er lidt af en bondeknold.

Men kan man overhovedet det? Bo i et sommerhus, når det bliver frostvejr? Og langt fra civilisationen, uden at blive småtosset? Det vil tiden vise.

Nu vil jeg hoppe ned og se solnedgangen. Hej hej.