Nu skriver jeg ALLE. Og jeg må hellere starte med at korrigere “de fleste”, og “for mit eget vedkommende”. Men.

Det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg er i kontakt med RIGTIGT mange kvinder, der får konstateret kræft. De skriver simpelthen til mig for at få gode råd. Og de er bange. Rigtigt rigtigt bange.

Men døden står ikke øverst på listen over frygt. Det gør: at miste håret.

Men det siger man jo ikke vel? Det virker så absurd banalt at gå op i frisuren når man står med en potentiel dødsdom. Men det gør vi altså. De fleste af os. At miste manken føles som det mest sønderknusende og identitetsfratagende. Og det ER et tabu. For vi burde være bekymrede over de store ting. Og døden virker alligevel for langt væk, så vi kommer til at gå op i det mest håndgribelige. Det der definerer os som dem vi er: Vores udseende og fremtoning. Håret. vipperne. Huden. Gløden. Seksualiteten.

Og det ER svært. At føle man mister sin kvindelighed. At ligne en freak. At blive stigmatiseret. Som een der er syg.

Så mange af de mails jeg får går på,hvor man  får en god paryk. Man får 4000 i tilskud til en paryk. Jeg lagde 8000 oveni og fik den smukkeste jeg kunne finde med ægte hår der lignede mit eget. Det var vigtigt. Og føltes vigtigere end noget andet.

Så. Er du i kontakt med en kvinde med kræft. Pårørende. Så prøv at forstå det uforståelige. Vær med til at vælge en smuk paryk, eller kig på youtube og lær at binde en turban, og tag ud og køb noget smukt stof til formålet. Bare et lille tip på en regnvåd mandag aften.